Trægulve – renovering og anden behandling af trægulv​

Falcke er eksperter i renovering af gamle trægulve, vi har nogle af landets bedste gulvslibere.

​Hvornår trænger trægulvet til afslibning og behandling?​

​Uanset kvalitet vil trægulve indimellem kræve en total afslibning og ny overfladebehandling for at blive flotte og lette at holde rene igen. Afslibning er dog ikke noget, der skal foretages i tide og utide, for gulvbelægningen bliver alt andet lige tyndere for hver gang, og selv med nænsom afslibning vil et trægulv kun kunne klare et begrænset antal slibninger i sin levetid.

Er lakken slidt igennem, eller er træets overflade meget ridset og hakket, er en afslibning dog nødvendig. Til gengæld er du så frit stillet med hensyn til, hvilken overfladebehandling trægulvet skal have – lak, olie eller sæbe – med de begrænsninger, træsorten sætter. Alle behandlinger har deres fordele og ulemper, og hvilken du vælger, er i høj grad også et spørgsmål om, hvad du synes er pænt​.

Tag kontakt

Kan dit trægulv tåle afslibning​

​Afhængigt af kvalitet vil et massivt gulv kunne klare flere slibninger end et lamelgulv. Massive trægulve I form af brædder eller parket er samlet med not og fjer, og disse trægulve må ikke slibes så langt ned, at samlingen svækkes.​

På et bræddegulv kan man stikke et metalblad ned i samlingen for at måle højden ned til fjeren, mens man på parket- og lamelgulve kan inspicere tykkelsen ude ved kanten ved at fjerne fejelisten og stikke et lille spejl ned.

 

 

Lamelgulve er bygget op af flere lag, typisk spånplade, en billigere træsort og et slidlag af massivt træ øverst. Det er slidlagets tykkelse, der bestemmer, hvor meget lamelgulvet kan slibes. ​

De bedste kvaliteter har et lag på op til ca. 6 mm. De billigste lamelgulve har kun et slidlag, der svarer til en tynd finér, ca. 2 mm, og de kan dårligt tåle en afslibning, uden at næste lag kommer til syne. Laminatgulve kan slet ikke slibes, da slidlaget er plastlaminat og ikke træ​​.​

Lud- og sæbebehandling af trægulve

​Er trægulvet af lyst træ, og ønsker du at bevare det lyse udseende, skal trægulvet behandles med lud, så træets gulningsproces standses. Bemærk, at der anvendes forskellige typer lud til nåletræs- og løvtræsgulve. Luden påføres jævnt på langs ad gulvbrædderne og skal tørre i nogle timer. Herefter slibes overfladen let med korn 100, og trægulvet støvsuges grundigt. Ludbehandling kan ikke bruges på mørke ædeltræsgulve.​

Har du et gammelt trægulv, evt. med spor af ormehuller, kan du i stedet for olie vælge at behandle trægulvet med sæbe. Det giver en flot, rustik overflade. Rigtig udført sæbebehandlingen er rimelig modstandsdygtigt, men kræver dog ofte vask og er ikke så solidt som en olieret overflade.​​

​Sæbehandlingen gentages mindst tre gange for at mætte træet. Vil du fremhæve og bevare det hvidskurede look, kan du bruge en speciel sæbe, der er tilsat hvidt pigment. Vedligeholdelse fremover foregår med samme type sæbe, evt. indimellem med sæbespåner.

Oliebehandling af trægulve​

​Til behandlingen bruges hærdende olie, der kan fås med og uden hvidpigmentering. Den hvidpigmenterede bruges på ludbehandlede lyse træsorter, hvis du ønsker at forstærke det hvide look. Oliebehandling giver en smuk silkemat overflade, der er temmelig modstandsdygtig over for smuds og slid. Oliebehandlingen giver ikke så stærk overflade som lak, men den er nemmere at friske op på de områder af trægulvet, hvor det bliver slidt, f.eks. ganglinjer og rundt om spisebordet.​

​Olien skal arbejdes grundigt ned i træet med pensel eller rulle i et pænt lag, og den skal have lov at stå i ca. 30 minutter, inden den overskydende olie tørres væk. Næste dag mellemslibes trægulvet med slibefilt eller skuresvamp, evt. med maskine, og derefter skal det have endnu to tynde lag olie med seks-otte timers mellemrum, hvor overskydende olie igen tørres af.

Mindst seks timer efter sidste lag poleres trægulvet med skuresvamp eller med en rondelslibemaskine med polereskive. Der kan være forskel på olietyper. Trægulvet skal fremover vaskes med sæbespånevand.

​Behandling med lak på trægulve

Lak giver en slidstærk overflade i mat, halvblank eller blank, der er nem at holde ren, men vedligeholdelse med nye lag lak senere hen skal ske, inden det gamle laklag slides igennem. Der er flere slags lak at vælge imellem, både vandbaserede og med opløsningsmidler. De vandbaserede lakker er velegnede til trægulve, der udsættes for almindeligt slid, og de har den fordel, at de gulner mindre end andre typer lak.

Lakker baseret på sprit eller cellulose giver en meget slidstærk overflade med en gylden glød. Disse lakker er egnet til trægulve med megen trafik og f.eks. trappetrin. Endnu stærkere er tokomponent-isocyanatlak, der også anvendes til industrigulve.

Lak påføres trægulvet med pensel eller rulle i et jævnt lag og skal have lov at tørre nogle timer, afhængigt af type, inden mellemslibning med slibepapir korn 120 og støvsugning. Der påføres to-tre lag lak. Ved senere genlakering af trægulvet bruges helst samme type lak. Bruges f.eks. en spritbaseret lak oven på en vandbaseret lak, vil lakken koge op og krakelere.

Rengøring af olierede og lakerede trægulve foretages ved at støvsuge og tørre af med en hårdt opvredet klud. Vask foretages med sæbespånervand eller egnet plejemiddel – hverken sulfo- eller ammoniakbaserede rengøringsmidler.

​Du kan få mere information omkring vores gulve her:​ Pur gulve

Skriv til os

70 229 226